Nyheder

INVITATION

Hjallerup Kulturhus inviterer til Åbent Hus møde tirs-dag den 29. april 2025

Fondsbestyrelsen for Hjallerup Kulturhus vil gerne invitere alle til Åbent Hus møde.

På dette møde skal der vælges en repræsentant til fondsbestyrelsen, og alle byens borgere er valgbare.

Mødet er tirsdag den 29. april 2025 kl. 18.30. Der serveres chilli con carne til alle fremmødte.

Dagsorden er:

1.  Velkomst
2.  Orientering om Kulturhusets aktiviteter og fremtid
3.  Husets økonomi
4.  Valg af 1 repræsentant til fondsbestyrelsen – alle er valgbare
5.  Eventuelt

Et Åbent Hus møde er et offentligt annonceret møde, hvor alle der har interesse i Kulturhusets virke kan møde op. For at være valgbar må man ikke have bestyrelses eller ledelsesmæssige relationer til stiftere af fonden.

Alle er velkomne, så mød op og få medindflydelse på valget til fondsbestyrelsen.

Vi håber, at vi ses.
Hilsen Fondsbestyrelsen


Fællesspisning i Hjallerup Kulturhus

Vi vælger at gentage succesen med fællesspisning i Hjallerup Kulturhus for alle byens borgere tirsdag den 8. april 2025 kl. 18 – 20.30

Program for aftenen:
Spisning fra kl. 18 – 19.30
Fællessang kl. 19.30 – 20
Kaffe og kage kl. 20 – 20.30

Nordjyske Bank er igen sponsor på arrangementet og betaler for spisningen for de første 100 tilmeldte personer. Hvis du vil have fat i en af de gratis billetter, så skal du bruge linket: www.nordjyskebank.dk/kulturhuset.

Derefter er prisen 50 kr. pr. person og for børn op til 10 år koster det 25 kr.
Drikkevarer købes i Kulturhuset.

Tilmelding skal herefter ske i Hjallerup Kulturhus mandag, onsdag og fredag mellem kl. 9 og 12. Ellers kan tilmelding sker på mail til Gertrud Thomsen på mail: gertrud@hjallerup-kulturhus.dk eller telefon 22 29 02 29 senest den 3. april.


Hjallerup Kulturhus fortsætter med at indbyde til fællesspisning og fællessang i 2025

Tirsdag den 4. februar indbød Kulturhuset igen til Fællesspisning og Fællessang - første gang i det nye år. Det blev igen en stor succes, hvor omkring 160 havde meldt sig til arrangementet. Nordjyske Bank havde igen sponseret 100 spisebilletter til aftenen.

"Billetterne er revet væk på få dage efter byens borgere har set annoncen i Midtvendsyssel Avis," fortæller bankrådgiver i Nordjyske Bank, Mette Sudergaard.

"Ja, der er virkelig rift om vores spisebilletter. Der er kun plads til cirka 160, så jeg forstår godt, at man skal være hurtig på tasterne," fortæller formanden for Fondsbestyrelsen Gitte Hansen, og hun fortsætter: "Vi har sat prisen til 50 kroner, så alle kan få råd til at deltage. Vi er en god flok på omkring 15 frivillige, som hjælper hinanden med borddækning og madlavning. Mange spørger, hvor maden kommer fra. Jeg må svare, at den laver vi da selv i køkkenet. Mange af os frivillige arbejder sammen i markedskøkkenet under markedet, så vi er vant til at lave mad til mange mennesker."

Arrangementet startede kl. 18, men allerede kl. 17.30 kom de første hold, der gerne ville finde en plads ved samme bord, så de kunne hygge sig med maden og få snakket sammen. Præcis kl. 18.00 gik formanden for Fondsbestyrelsen Gitte Hansen på talerstolen og bød den store forsamling velkommen.

"Det er helt fantastisk. Vi er så glade for den store tilslutning. I dag er der tilmeldt cirka 160. Vi har sat et maks antal på 160. Det er fuld hus. Det antal kan vi klare at rumme i salen og lave mad til i køkkenet. Jeg vil gerne rette en tak til Nordjyske Bank, som igen har sponseret de første 100 tilmeldinger hos dem. Det sætter vi virkelig stor pris på. Aftenens menu er: Kyllingebryst-kotelet, kartofler, sovs og grøn salat med creme-fraiche-dressing. Efterfølgende er der  fællessang, hvor Johs. Hove vil synge for. Aftenen slutter med kaffe og hjemmebagt kage, som Allis Hansen har bagt," fortalte Gitte Hansen og ønskede alle en god aften.

Under spisningen blev Åse B. Hansen og Birthe Risager spurgt, hvad de syntes om maden. "Vi synes den smager fantastisk. Kyllingen tilpas saftig og varm, og sovsen tilpas krydret. Det er så velsmagende det hele." Flere stemte i med samme budskab. Jørgen Munkholt og Thomas Egholm tilføjede, at foruden den gode mad var betjeningen og tilrettelæggelsen helt i top. Budskabet var: "Vi glæder os hver gang til at komme til arrangementet med både fællesspisning og fællessang." Lille Lærke på 2-3 år var med sine forældre og bedsteforældre til spisningen. Hun hyggede sig også, alle hyggede sig og nød maden. Aftenen sluttede med fællessang, hvor man kunne foreslå en sang fra Højskolesangbogen. Også nationalsangen blev foreslået, og alle rejste sig og sang med begejstring.

Næste fællesspisning og fællessang bliver den 8. april. Her vil kirkens organist og kirkesanger deltage med sang og musik. Nordjyske Bank vil igen være sponsor for de første 100 billetter.

Artiklen er skrevet af Ella Simonsen


    Støtte til Hjallerup Kulturhus - fra betonørken til byoase

    Fonden Kulturhuset Hjallerup har fået 708.000 kr. fra Nordea-fonden til omdannelse af forpladsen ved Hjallerup kulturhus fra den nuværende betonørken til en frodig byoase. Dette vil bidrage til at skabe mere aktivitet i Hjallerup.

    Med 708.000 kroner i støtte fra Nordea-fondens Her gror vi-pulje kan Hjallerup Kulturhus nu igangsætte projektet, der har været i støbeskeen i flere år.

    Fondsbestyrelsen er meget begejstrede over støtten, og vi er sikre på, at byens borgere vil tage godt i mod projektet.

    Med projektet håber Hjallerup Kulturhus at kunne bidrage til det lokale fællesskab.

    Kulturhuset er et samlingspunkt for Hjallerup, hvor der afholdes mange forskellige arrangementer af både små og store forsamlinger. Kulturhuset har en perfekt beliggenhed med bycentrum og parkeringspladser på den ene side af bygningerne og den grønne oase i form af anlægget på den anden side.

    Planen for dette projekt omhandler delvis en renovering af forpladsen til Kulturhuset og delvis opførelse og integrering af et areal, som blev tilføjet i 2018 efter nedrivningen af en dér liggende bygning.

    Planen for den samlede forplads er udarbejdet ud fra følgende kriterier:

    • Give en indbydende præsentation af fronten af Kulturhuset
    • Bløde det overordnede udtryk op
    • Mindske kontrasten mellem forpladsen på sydsiden af Kulturhuset og anlægget på nordsiden
    • Integrere det nye areal med den gamle forplads
    • Lave både store og små opholdspladser til flere grupper af mennesker
    • Minimal vedligeholdelse

    Fonden Kulturhuset Hjallerup får del i Her gror vi-puljen på 75 mio. kr.

    Nordea-fonden uddelte hen over foråret 2024 62,4 mio. kr. til 102 projekter, der får bynaturen til at gro og fællesskabet til at vokse. projekt rammer fuldstændig plet i forhold til det Nordea-fonden håbede på, da puljen blev udviklet.

    "Jeg er vildt begejstret for den idérigdom og det engagement i lokalsamfundenes fællesskaber, som de støttede projekter er udtryk for. Danmark er fyldt med lokale ildsjæle, der virkelig lægger sig i selen for at fremme biodiversiteten, styrke sammenhængskraften, og skabe gode liv i byerne," siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.

    Det er anden gang at Her gror vi-puljen uddeles. Støtten fra Her gror vi-puljen på 62,4 mio. kr. fordeler sig jævnt på 57 kommuner over hele landet.

    Nordea-fonden: Kommunikationskonsulent Thomas Houkjær th(a)nordeafonden.dk 2964 7137

    Om Nordea-fonden

    • Nordea-fonden har et almennyttigt formål og støtter projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur.
    • Her gror vi-puljen var åben fra november 2023 til maj 2024, hvor i alt 243 projekter søgte om støtte.
    • Her gror vi-puljen uddeler i alt 62,4 mio. kr. til 102 projekter.
    • Se alle de projekter, der har fået støtte gennem Her gror vi-puljen her.